Positionsraporter og stemningsbilleder fra S/Y EIR én route

opdateret_dec07

220606 Situationsrapport fra S/Y EIR, DK
- Som bekendt er det gode skib EIR på vej ud over de store vande.
I den forbindelse er sammensat en mailliste, hvor der med mellemrum sendes positionsrapport. Hvis du ikke ønsker at modtage mails, eller har tilføjelser til listen, så send hilsen til haagen@syeir.dk
Nu skulle det være ganske vist.
Efter lidt forsinkelse og det der med at ting ta'r tid, ser det ud til at kommende weekend er den sidste i meget lang tid, hvor Eir kan ses på sin vante plads i Virksund Lystbådehavn. Afgang forventes midt i næste uge med kurs over Nordsøen til Inverness i Skotland, hvor indsejlingen til Caledonia kanalen anduves ved Clachnaharry Sealock. Efter kanalpassagen, som blandt andet fører Eir gennem Loch Ness i det skotske højland, kommer man ud på vestsiden af landet hvor kursen sættes mod Kerrera ved Oban. Her skal træffes andre sejlere med særlig interesse for for skotske højlandsprodukter af den destillerede slags med lang lagringstid. Det vil uden tvivl blive fornøjeligt. Når man er kommet sig, efter en formentlig entusiastisk deltagelse, går turen videre syd om Irland, hvorfra den egentlige atlantsejlads indledes.
Turen vil kunne følges på www.singlehand.dk efterhånden som siderne opdateres med tekst og billeder.
Med sejlerhilsen - ph

290606 Situationsrapport fra S/Y EIR, DK
Nu, ikke bare skulle det være ganske vist, nu ER det ganske vist. På søndag 020706 ved middagstid afgår EIR fra Virksund. Skuden er nu færdigudrustet til oceansejlads, bluewater sailing, hochseefahrt, også til de kolde breddegrader på sydlige halvkugle, som er turens primære mål.
Siden drengeårene har beretninger fra de gamle hvalfangstområder i sydlige Atlanterhav fascineret mig. Da jeg for år tilbage indså, at det ikke var urealistisk selv at sejle dertil, ja så indledtes research og planlægning til den rejse som nu indledes. Under hyggeligt samvær i bestyrelsen for FTLF-Langtursejlerne drøftedes sejladsplaner med daværende FTLF-formand Kim Bork Mathiesen (www.sy-sol.dk). På et tidspunkt ser vi på hinanden... og kommer overens om, at mødes juleaften 2006 ved den gamle hvalfangerstation Grytviken på South Georgia Island, der ligger nedenfor "The Antarctic Convergence" i det sydlige Atlanterhav. Altså i sub-antarktisk område. Aftalen blev, at hvis jeg sørgede for vinen, så skulle Kim og Kirsten nok klare det der med julemaden, det er nu nok mest Kirstens afdeling. Vinen er allerede ombord i Eir (St.Emilion Grand Cru). Skulle jeg undervejs komme til at forgribe mig på en flaske eller to, så har jeg ladet mig fortælle at også Sydamerika producerer fremragende vine.
Vejrudsigten fra DMI forudser stabilt vejr med østenvind i begyndelsen af næste uge. Hvad mere kan man ønske på det første ben over Nordsøen til Skotland.
Med sejlerhilsen - ph

180706_Positionsmelding fra S/Y EIR, Oban - Scotland
Det gode skib EIR og den samlede besætning kom jo godt fra kaj i Virksund, og der takkes for det store fremmøde, for gaver og for flotillesejladsen ud af sundet. Det har været lidt bøvlet med at få email og positiontracker til fungere problemfrit. Men bortset fra det, så er alt vel ombord. Eir ligger nu ved den lille ø Kerrera ud for Oban i Vest- Skotland. Her havde jeg set frem til at mødes med mine gode venner Karsten og Marianne på Shanty II. Men de har netop meddelt, at de på grund af hårdt vejr over Nordsøen er vendt om, og at de hellere vil bruge restferien i det norske. I stedet er Frits i Ballarina netop ankommet. Ene mand med tre kvinder ombord. Hvordan mon det spænder af? Selv kom jeg godt over Nordsøen, selv om turen tog hele fem døgn mod de forventede tre og et halvt døgn. Dels var vejret for godt, dvs. for lidt vind, og da vinden endelig kom var der vel rigeligt og så ret imod. Eir anduvede Caledonia canal, Clachnaharry Sealock ved Inverness i timen efter midnat i totalt mørke. Så har man prøvet det med. Uden al den nymonterede elektronik ville jeg ikke have vovet den manøvre. Men det gik fint.
Caledonia kanalen var en smuk oplevelse. Dels sejlads på idylliske smalle løb, og dels passagerne gennem søerne hvor det skotske højland bliver mere og mere storladent efterhånden som man kommer vestover. Undervejs over Loch Ness optrådte periodisk nogle sære ekkoer på sonaren, Forklaringen herpå fik jeg ikke. At der så ind i mellem skulle arbejdes hårdt på vej op i de mange sluser, må man tage med. Nedslusningerne var enklere at håndtere. Der er i alt 29 sluser og 10 svingbroer i kanalen. Jeg har lige plottet waypoints til turens næste ben. De ca. 350 sømil til Kinsale ved Cork i Irland der planlægges taget i et stræk.
Med sejlerhilsen - ph

280706_Positionsmelding fra S/Y EIR, Kinsale - Irland
EIR er nu Irland. Efter planmæssig afgang fra Kerrera ved Oban gik turen sydover inden om Mull, Scarba, Jura og Islay. Over North Channel og Det Irske Hav med kurs mod Kinsale. Allerede første aften valgte jeg imidlertid at ankre i et enestående smukt område, The Lowlandsmans Bay på østsiden af Jura. I løbet af dagen havde Eir gennemsejlet det berygtede farvand mellem Luing, Lunga og Scarba i nærheden af Golf of Corrywreckan, hvor tidevandsstrømmen kan nå betragtelige hastigheder. På et tidspunkt noteredes Eir's fart over grunden til 10,5 knob, ganske godt for en gammel Great Dane, men det var nu kun 4,5 knob der var Eir's egne, de sidste 6 knob gav tidevandet - og det på en rolig dag. Næste morgen gik det videre mod Irland. Men efter to døgn med megen motorsejlads på grund af modvind, og lange perioder 6-10 timer med tæt tåge, sigt mellem 50 og 100 meter, valgte skipperen at gå ind til Howth ved Dublin for at supplere dieselbeholdnin- gen, og ordne et par småting. Efter et par dages liggen over, fortsattes nonstop 50 timers sejlads til Kinsale, også periodisk i tæt tåge. Så lærer man at sætte pris på sin radar. Kinsale er en pittoresk lille gammel by nær Cork i sydvest Irland, med smalle snoede gader, en del turister og mange pubs hvor skipperen overvejer, at skulle høre traditionel Irsk skønsang med instrumentledsagelse ud på aftenen. Det skal nok blive muntert. Der planlægges afgang mandag eller tirsdag til det første lange ben i Atlanten. De ca. 1200 sømil fra Kinsale direkte til Porto Santo ved Madeira. Turen forventes gennemført på 12-14 døgn.
Med sejlerhilsen - ph

180806_Positionsmelding fra S/Y EIR, Porto Santo
Der er langt til Porto Santo i Madeira øgruppen. Ja, der er jo sådan set ikke længere end man vidste inden sejladsen. Nemlig små 1200 sømil fra Kinsale i Irland, lige ud af vandvejen på kurs 200. Det skulle bære pænt vesten om Biscaien, ud i rigtigt Atlanterhav. Men det havområde narrer man ikke. På syvendedagen begynder det at lufte lidt mere end hvad der kan betegnes som magsvejr for de friske. Der mindskes sejl til 1.reb, dagen efter til 2.reb. Så begynder vindroret at gøre knuder. Servororets kipled springer ud af leje, og styringen tabes. Nu blæser det 13- 15 m/sek med 3-4 meters bølgehøjde, og så er det altså ikke ens drømmeposition at hænge ud over bagsmækken iklædt dobbelte sikkerhedsliner for at få tingene på plads igen. Dette gentager sig også den følgende nat og dag. I mellemtiden er vinden nået op på 15-18 m/sek og bølgehøjden op til 5 meter. Denne gang bliver der lagt kræfter i for at spænde kipleddet ordentligt, ikke let når det skal foregå med en bådshage og en selv hængende i sikkerhedslinerne. Det var så det, nu styrer den, under dæk og af med det våde tøj igen. Der går vel en halv time, så mærkes et ryk ude agter og usikker styring. På med vådgrejet igen-igen. Men denne gang var servororet ikke blot vippet op af lejet, det var knækket af. Nu har man hvad der må kaldes et problem. Roret fik jeg bjærget, det var heldigvis monteret med sikkerhedsline. Men håndstyring døgnet rundt - udelukket. Der er ganske vist den elektriske rorpindspilot, men under de konditioner ville den også snart blive overbelastet. De nærmeste havne i Spanien og Portugal lå over 200 sømil borte. Jeg valgte at lade båden drive for vejret, og optimere sejlføringen for bedste kurs, indtil vinden løjede så meget, at jeg turde bruge autopiloten. I de tre døgn det varede, kom skuden 90 mil ud af kurs. Godt at den vestlige rute var valgt, så var der nemlig plads nok, og der var heller ikke meget storskibstrafik. Her havde jeg megen nytte af AIS- modtageren og radaren. Da vinden løjede til under 10 m/sek overtog autopiloten arbejdet. Raytheon piloten satte alle spådomme til skamme, og gjorde sit arbejde fint indtil anduvning af Porto Santo på rejsen 17. dag, Selv om det til tider blev kritisk med strømforbruget. Nu ligger Eir i vidunderligt vejr i Porto Santo og slikker sine sår. Ariesroret er funktionelt igen. Jeg havde heldigvis et af de gamle stive koblingsled med som reserve. Peter M.(Aries) har lovet at sende et nyt vippeled til FTLF's kontaktperson på Gran Canaria. Så ligger det klar når jeg om en god uges tid kommer så langt. Lørdag skal jeg handle og lege turist. Derefter de sidste udbedringer, hvor det værste er et undervant som kun holder sammen med nogle få tråde. Det kunne man ikke udbedre her på stedet, så der må flikkes noget sammen af et andet kasseret vant jeg har med, og så nogle wireklemmer fra reservedelskassen. Forventet afgang på onsdag, ca. 300 sømil til Gran Canaria.
Med sejlerhilsen - ph

200806 - Min radio taler portugisisk.
Det er der sådan set ikke noget underligt ved. Jeg er jo i Portugisisk område i marinaen på øen Porto Santo ved Madeia. Da jeg var i Skotland talte radioen skotsk, i Irland irsk, under passage af Biscaien kortvarigt både fransk og spansk. Men nu taler den altså portugisisk. Jeg kan godt lide på den måde at få sprogets tone og melodi i øret, også selv om jeg ikke forstår indholdet. Det giver en fornemmelse af stedets kultur og rytme. Så min radio taler altså portugisisk. Det gør den smukke Maria i havnecafeen også. Hun taler og forstår til gengæld heller ikke andet. Det gør ikke noget, for hun smiler og vinker hver gang jeg passerer cafeen. Den smukke Maria oplevede jeg allerede førstedagen i Porto Santo. Eir anduvede tidlig morgen, blev anvist plads af havneassistenten, som talte udmærket engelsk, fik instruktioner om customs, immigration osv. ... og tag det nu blot roligt, kom nu først i orden, du må være træt efter så lang en rejse. Men altså først customs, så marina office der også klarer immigration. Da jeg havde sundet mig lidt og fået orden på skuden, besøgtes toldkontoret. Der sad en herre i fuld udrustning. Uniform med kampstøvler, pistol og håndjern i bæltet. Næsten som i en operette, men jeg tror nu nok at den var ladt, pistolen altså. Jo, den er god nok, kom inden for, sid ned, "ships registration papers"! Jeg overrækker certifikaterne fra FTLF, som granskes nøje, accepteres uden kommentarer, hvorefter alle data indskrives på computer, med to-finger systemet. Næsten helt hjemligt, som på en dansk politistation. Derefter marina office. Alle de samme oplysninger indskrives en gang til, blot med den forskel at den kvindelige assistent er mere attraktiv at betragte i ventetiden. Der aftaltes også besøg på Eir senere på dagen af en mand fra det stedlige yachtværft for at besigtige nogle af skaderne. På turen tilbage til Eir passeres havnecafeen. Det er ved middagstid, og jeg overbeviser mig om det rimelige i at lade andre lave maden til mig i dag. Jeg sætter mig i den kølige afdeling, der hvor der åbenbart spises med kniv og gaffel, i modsætning til den anden ende, som mere har et "take-away" præg. Så står hun der, sømandens drøm efter en hård og lang rejse, den smukke Maria. Jeg begynder på engelsk, prøver på tysk, sågar med nogle franske og italienske brokker, på dansk og endog svensk. Men nej, Maria smiler blot og holder sig til portugisisk. Med lidt hjælp fra øvrige ansatte kommer vi overens. Jeg bestiller ganske enkelt den dyreste ret på menuen, som viser sig at være et udmærket stykke kød med tilbehør og grønt. Regningen blev under 15 euro, incl. drikkevarer. Det gav plads til rigeligt med drikkepenge til Maria, hvad der måske ikke har været uden betydning for bredden af Marias smil når jeg efterfølgende besøgte cafeen. I dag var jeg inde i byen som ligger en halv times gang fra marinaen. Det var en dejlig oplevelse. Lidt turistet, ja. Men i den lille skala, så præget af det lille lokalsamfund, der fungerer i kraft af sig selv, var tydeligt. Der ligger uden tvivl mange fine oplevelser til den der tager sig tiden til det. Skulle jeg engang prøve en charterrejse, vil Porto Santo være et oplagt mål. Måske den smukke Maria stadig serverer på cafeen ved marinaen.
Med sejlerhilsen - ph

040906 Positionsmelding fra SY EIR, Puerto de Mogan - Gran Canaria
Det gode skib EIR ligger nu og soler sig i 30 graders fugtig varme i det Gran Canariske turisthelvede i Puerto de Mogan. Efter en frisk downwind sejlads fra Porto Santo, kom jeg på tredienatten i strædet mellem Tenerife og Gran Canaria ud for et uventet vejrfænomen. I løbet af ingen tid voksede vinden til kastevinde af stormstyrke. Det kunne vindroret ikke finde ud af, så den lille skipper måtte ud og bjærge sejl og så håndstyre i den sorte nat i de ca. fire timer det varede. Her var jeg for tæt på land til bare at drive for vejret. Ved nitiden anduvedes Arguineguin med en træt skipper. Her mødtes man af en havnefoged der spjættede med arme og ben og og råbte No-no-no, full-full, og pegede mod Puerto Rico lidt vesten på. En ikke blot træt men nu også sur skipper vendte så skuden den vej. Her gentog forestillingen sig!!! No-no-no, full-full.. og havnemanden var da i øvrigt også totalt og fuldstændigt ligeglad med oplysning om alternativer. Hårdt presset fik jeg dog ordene Puerto Mogan og 5 miles ud af ham. Skipperen der vendte skuden igen, var nu ikke blot træt og sur, men rigtig godt gammeldags pissed-off. Ved indsejlingen til Puerto Mogan var en havneassistent knap begyndt at løfte armene til en lignende seance som i de forrige havne, da skipperen tog den store kaptajnskasket på og brugte ord som critical damages og importent repairs, og styrede direkte hen mod VIP-pladserne ved honnørkajen. Så kom der gang i havneassistenten, der nu beordrede en underhavneassistent til at dirigere Eir til et mere diskret hjørne i havnen, hvor jeg nu har ligget udmærket en uges tid og er ved at få styr på det hele. Eir har i perioden blandt andet fået fremstillet og monteret fire nye undervant, har færdigmonteret watermaker og foretaget diverse mindre ændringer og tilpasninger. Reservedele til vindroret er nået frem. Der er investeret i ny autopilot, da den gamle, som jeg ellers har skrevet rosende om, endeligt opgav ånden nogle få timer inden jeg kom i havn på Gran Canaria. Nu resterer nogle problemer med noget ef det elektriske, og så naturligvis proviantering inden det lange ben til Brasilien, 2800 sømil, forventet afgang inden en uge. Der har da også været tid til hyggestunder med besætningerne fra Nessie, Bluebell og Pura-Vida, der også ligger her i Puerto de Mogan. Tak for personlige mails modtaget undervejs. Men forvent ikke umiddelbart svar. Det har vist sig, at det så absolut ikke er ligetil med adgang til internet og mail, når man er langt fra det hjemlige bredbånd. Næste hilsen forventes sendt efter ankomst til Salvador i Brasilien. Estimeret sejltid 30-45 dage, så forvent ingen nyheder før om et par måneder.
Med sejlerhilsen - ph

121106 Positionsmelding fra SY EIR, Salvador - Bahia - Brazil
Long time - no see... ja, 60 døgns solosejlads ned over Atlanten er da en rum tid. Men nu ligger EIR godt og sikkert i Bahia Marina i Salvador og slikker sine sår. Så lang tid på et verdenshav forløber ikke uden skrammer på en bedaget Great Dane. Det var en oplevelse der kunne mærkes på såvel skude som skipper.
Jeg havde i Irland lavet et fint net ophængt i en af kahyttens håndlister under ruftaget. Deri var anbragt beholdningen af frisk frugt og grøntsager. På femte døgnet faldt håndlisten med nettet og indhold ned med et brag. Det kostede stort set hele beholdningen af tomater. Æblerne fik nogle buler som forkortede levetiden, ligeså bananerne. Øvrige grøntsager klarede sig bedre. Ved ankomst til Salvador var restbeholdningen 1 citron og 2 løg. Heldigvis havde jeg en rigelig beholdning af varieret konserves, som godt kunne have strukket nogle uger mere.
Vandforsyningen klarede PUR-watermakeren uden problemer. Det afsaltede vand havde udmærket kvalitet, og kunne drikkes uden videre. Blot havde jeg ikke forudset det problem, at watermakeren en halv snes dage før ankomst ikke kunne suge saltvand ind på grund af rurer og begroning på vandindtaget under vandlinien. Heldigvis var min nødbeholdning af ferskvand så rigelig at der ikke opstod et alvorligt problem. Ellers havde jeg vel på en dag med relativt rolige forhold sendt yngste mand (det er også mig) i vandet iført briller og snorkel for at ordne problemet.

Små fire uger efter afgang fra Gran Canaria opstod en flænge på et par meter langs forsejlets agterlig. Hvad gør man? ...ingenting, for hvilke muligheder har man, andet end at forsøge ikke at stresse grejet med for hårde belastninger. Det gik også udmærket indtil præcis to uger før ankomst, hvor sejlet under kuling 18-20 m/sek blæste om ikke i atomer, så helt kaput. Alt ude foran ruskede nu så hårdt at jeg var bekymret for rig og mast. For det var ikke blot det at sejlet var ødelagt, men det hele ude foran, sejlet, skøderne, rullelinen, var gået i bekneb, så der hverken kunne rulles ind eller ud. Noget skulle gøres. Vejret var hårdt, 18-20 m/sek, bølgehøjder på 3-4 meter, overskyllere af forskibet, og styringen som nu var kraftigt forringet. Jeg måtte kravle ud iført harness og sikkerhedsliner for at konstatere at problemet sad så højt at jeg ikke kunne nå. Og havde jeg kunnet nå, så havde jeg iøvrigt nok at gøre med blot at holde mig fast, for at undgå yderlige skader end de blå mærker, hudafskrabninger og den forstuvede tå som efterfølgende konstateredes. Eneste trøst var, at vandtemperaturen når jeg blev totalt overskyllet, var 25-26 graders Celsius. Jeg måtte opgive at frigøre skøderne, jeg kunne naturligvis have kappet dem, men hvad skulle det nytte, så ville der blot være mere grej i fri dressur. Det lykkedes mig dog, liggende fastkilet helt ude for, at frigøre rullelinen fra bekneb, så sejl og skøder nu kunne rulles om forstaget i et stort pællevælle. Nu var riggen sikret. Men på storsejlet alene blir skuden meget luvgirig og lægger sig på tværs i søen. Dermed var styringen stort set væk, da der jo konstant, også i magsvejr, sjældent er dønninger under 1-2 meter. Eir har et ekstra forsejl med. Men under de konditioner, og vi ved erfaringsmæssigt at det helst skal være roligt vejr når rullesejlet skal monteres i hjemhavnen, så her på åbent hav skulle jeg ikke nyde noget. Sejlet kunne have været sat flyvende. Men det er en fuld genua, så med de mange byger og tilhørende ofte kraftige vindbyger, fravalgte jeg ene mand også den løsning. Løsningen blev at anvende mit solsejl, der er lavet af et kasseret sejl. Her kunne jeg lave en slags trekantsejl på vel 3x4 meter ophængt i spilerfaldet, fastgjort ved boven og til mastefoden, således at kluden opførte sig selvskødende. Det bevirkede, at der nu blev nogen kontrol over styringen, med de forhåndenværende faktorer, vindretning, søens retning, strømretning og fart, samt nogen tvang på roret. Dette bragte skuden så nogenlunde i den rigtige retning, kurs er et for flot ord i denne sammenhæng, og farten blev væsentligt reduceret, i lange perioder kun 1-2 knob.
Men nu ligger EIR som sagt godt og sikkert i Salvador, hvor båden, foruden at skulle have syet nyt sejl, også skal på land for at få renset bunden, osv. osv. Skipperen har det også godt. Det var en O.K. oplevelse og erfaring med den lange periode alene på et verdenshav, men usikkerheden om grejets holdbarhed efter skaderne havde jeg gerne været foruden.
Forsinkelserne som dette har forårsaget, og reparationstiden som jeg slet ikke har overblik over endnu, vil uden tvivl give en væsentlig ændring i sejlplanerne, men mere herom senere.

På denne rejse blev ækvator passeret. Det giver som bekendt ret til at bære ring i øret, en ret som jeg dog ikke nødvendigvis vil gøre brug af. Under ækvatorpassagen blev der udbragt behørig skål for og med kong Neptun. Passagen skete i mørke, det ærgrede mig lidt, for jeg ville gerne have set linjen. Det fortælles, at mandskabet på britiske handelsskibe lige før passagen havde udspændt en line rundt om boven, som man så lokkede yngste mand ombord til, som et ærefulde hverv, at kappe et lille stykke ud af, og at han derefter skulle aflevere det afskårne stykke til kaptajnen med ordene "... jeg skulle meddele at linjen er kappet og at der er fri passage". Man sørgede selvfølgelig for, at overrækkelsen skete i messen under middagen. Ved ækvator passeredes også stillebæltet, kalmebæltet, the doldrums eller den ækvatoriale konvektionszone som er den korrekte betegnelse. Det var her Columbus´s mænd var ved at begå mytteri, fordi man i så lang tid havde vindstille, og troede at skibet var fortabt, man kendte jo ikke dengang den overordnede meteorologiske mekanik. Jeg har nu en bedre forståelse af hvad der foregik i hovederne på disse søfolk.
Til slut en tak for den indsats som Helge fra det skandinaviske maritime radionet yder, og Karsten i Panama med sit sejlernet, som jeg jævnligt har haft kontakt med. Jeg har sat stor pris på disse kontakter via kortbølgeradioen.
Foruden alt det ovennævnte som skal ordnes, så er der også Salvador med sin helt specielle kultur og sit rige musikliv som skal opleves... og det vil ske i behørigt omfang.
Med sejlerhilsen - ph

291106 - Eir har nu ligget godt et par uger i Bahia Marina - hvor mange ting allerede er ordnet eller sat i værk, men en del mangler stadig. En troværdig mand her i marinaen har været en stor hjælp med mangt og meget. Der har også været lejlighed til at kigge nærmere på hvad Salvador tilbyder. Eir ligger nabo til en finsk båd hvis besætning jeg har været en del sammen med. Forsinkelserne har medført en radikal ændring af sejlplanerne. Jeg har måttet træffe den hårde beslutning, ikke at gå til Falkland og South Georgia. Hvis jeg fortsatte sydpå og der indtraf yderligere problemer og forsinkelser, kunne jeg risikere at blive hængende i den sydlige vinter, hvad der ville forlænge projektet et år. Det er jeg ikke indstillet på. Desuden har har erfaringen fra den nys overståede oceanpassage, fået mig til at indse, at jeg nok har været for ambitiøs i mine planer. To oceanpassager i det sydlige atlanterhavs brølende forties og hylende fifties bliver for meget for mig. Jeg har derfor besluttet at gå mod nord til Fransk Guyana, videre til Trinidad hvor jeg måske kan være til karnevalet. Jeg håber at få visum på US-ambassaden der, så jeg kan besøge vore gamle vestindiske øer på turen op gennem Caribien, og så inden næste orkansæson sætte kursen mod Azorerne, samt Irland og Scotland hvor jeg nok vil være sensommeren næste år.
Det var lidt status på situationen...
Med sejlerhilsen - ph

221206_Feliz Natal
En lille hilsen fra Brasilien, hvor klimaet også i juletiden er varmt og godt for mellemfolkelig forståelse.

Eir er i Salvador i juledagene, fejrer nytår med danske venner på Itaparica, vender derefter tilbage til Salvador for proviantering og planlægning af den videre færd nordpå mod Fransk Guyana og Trinidad.
FELIZ NATAL - FELIZ ANO NOVO
ph, Salvador 34c.

nytår2007_Situationsmelding fra SY EIR_Salvador
Eir´s atlantpassage viste sig at blive lidt mere et mandfolkejob end forudset. Skuden er nu sejlklar igen, og hos skipperen rykker det også for at komme videre. Jeg føler mig godt rekreeret i denne fantastiske og fascinerende by, som der blev god tid til at lære at kende. Det lykkedes mig tidligt at få gode kontakter til mange af de sorte medhjælpere i marinaen. Disse søde og hjælpsomme mennesker har vist mig rundt i de fattige/sorte kvarterer, favelaen, hvor en gringo ellers ikke kan færdes alene. Der er massive sikkerhedsproblemer i Brasilien, med det svært bevæbnede (og korrupte siger man) Policia Militar tilstede overalt i turistområderne. Det er en utiltalende side af dette samfund med en gruppe af synligt meget rige hvide, og så de alt for mange, alt for fattige sorte. Brasilien er en forbundsstat bestående af en række enkeltstater med hver med sin kultur og identitet. Salvador er hovedstaden i delstaten Bahia, som regnes for den mest "afrikanske" i Brasilien. Lige fra første dag er jeg mødt med spørgsmålet om, hvad jeg syntes om kvinderne i Bahia. Bortset fra hvad jeg kunne se i bybilledet havde jeg jo ikke grundlaget for et uddybende svar. Derfor indledte jeg en indgående research i interhumane relationer. På baggrund heraf har jeg konstateret, at kvinderne i Bahia, i alle deres chokoladefarvede nuancer, er berusende smukke, smilende, søde og imødekommende. De er generøse i fremvisningen af deres ynder, man må jo også sige at klimaet indbyder til let påklædning. De er meget gavmilde i at dele disse ynder med en efterkommer af vikingerne. Hvis man så har den nødvendige karakterstyrke til ikke at ligge under for snævertsynede moralopfattelser, ja så får man oplevelser der næsten kan få en nordbo til at glemme at trække vejret.
Jo, kvinderne i Bahia er værd at skrive hjem om.
Med sejlerhilsen - feliz ano novo - ph

300107_Situationsrapport_Salvador
Blandt ludere, lommetyve og andet godtfolk...
Eir befinder sig endnu godt i Salvador.
Selvom skuden er klar til at komme videre på sin atlantiske rejse, så har skipperen, efter pres fra den samlede besætning, besluttet at blive i Salvador indtil efter karnevalet. Karnevalet i Salvador/Bahia midt i februar siges at være blandt de største i sydamerika sammen med begivenhederne i Rio og på Trinidad. I begyndelsen af januar oplevedes en forsmag på karnevalet. Da afholdtes nemlig den såkaldte Bonfim fiesta. En begivenhed med religiøse rødder både i katolicismen og i de afrikanske candomble religioner. Og da det nu er Brasilien, så udvikler den slags sig hurtigt til en kæmpe folkefest med farverige optog, masser af musik og konsumering af gigantiske kvanta øl. Nu skal man forestille sig en gadefest der opleves som om alle områdets næsten 3 milioner indbyggere deltager, og det i en behagelig, afslappet, venlig og munter atmosfære, næsten som en hjemlig landsbyfest. Ingen agressive holdninger, ingen åbentlyst berusede mennesker. Her kunne mange fodboldfans i Europa lære en hel del. Når musikken spiller op, når de afrikanske trommerytmer øredøvende lyder i gaden, er det som om der i kvinderne sluttes en kontakt der får kroppen til at følge med.
Et fantastisk og betagende skue.

Når så mange mennesker er samlet, er det lidt et lommetyvenes paradis. Men har man lært at begå sig på brasiliansk, uden armbåndsur og uden strittende tegnebog i baglommen, så går det fint. Brasilianerne er et sammensat folkefærd. Portugisere og andre europæere, de oprindelige indianere naturligvis, de mange afrikanere indført som slaver, og også indere og asiater har bidraget til den blanding af racer og kulturer der gør dette samfund så fascinerende. Der opleves en stor tolerance og imødekommenhed, især fra den jævne brasilianer. Der er jo som tidligere berettet næsten ufattelige sociale forskelle, ellem rig og fattig, mellem hvid og sort. Til trods herfor opleves et livsoverskud og en venlighed der burde få enhver mavesur velfærdsdansker til at skamme sig. Man ernærer sig som man bedst kan. De med et regulært arbejde er sikret en månedlig mindsteløn på ca. 370 Reals, det er ca. 1000 DKR. Selv med brasiliens generelt lave prisniveau er det ikke nok til at forsørge en familie. Derfor hjælper alle til og man har dobbelte jobs, hvis man atså er blandt de priviligerede med et arbejde. Ved den centrale busstation står en ung kvinde og sælger juice af sukkerrør der på stedet presses i en motordrevet maskine. Hun sælger også dåseøl. Da jeg første gang ville kaste den tomme dåse bort, så nej-nej. De tomme dåsers metalværdi var opsparing til nye sko for hendes søn. En aften sad jeg med finske sejlervenner på en fortovsrestaurant i den farverige bydel Pelourinho. Her kan man så betragte det omgivende folkeliv, ikke mindst alle de dejlige kvinder. På et tidspunkt kommer tjeneren og siger "um billet", jeg er lidt desorienteret, han gentager "um billet" og giver mig en lille seddel med et notat. Det var på portugisisk og viste sig at være et tilbud fra en ung dame der sammen med sin kusine godt kunne tænke sig at lære mig og min ven at kende, mod pasende vederlag forstås, underskrevet kys-kys og telefonnummer. Vi benyttede os ikke af tilbudet. Anderledes foregik det den dag nogle af mine lokale venner tog mig med til et traditionelt brasiliansk horehus. Jeg ved egentligt ikke hvad jeg havde ventet, men stedet mindede om et sædvanligt værtshus, dog med et særdeles attraktivt kvindeligt publikum stærkt overrepræsenteret, med bordelmutter der fra sin plads overvågede at alt gik ærbart til. Der blev drukket øl, der blev indgået aftaler til effektuering enten i tilstødende lokaliteter eller udenfor huset efter behag. Alt i en let og munter stemning der fik en til at tænke på Evert Taubes poetiske vise om "Flickan från Havana".

Sammen med min gode ven Francisco går vi ofte til "Mama Africa" der har et lille spisested i favelaen. Her, hvor der ellers ikke kommer gringoer, spiser man godt og billigt de lokale retter, omkring 30 kr. for to personer incl. et par øller. Gennem vinduernes smedede gitre kan man så følge livet i den lille gyde udenfor. Ved en lille bod sælges bonbons til ungerne. Men "the candyman" sælger også skrappere sager til de lokale narkomaner. Helt bizart bliver det dog når en vogn fra Policia Militar dukker op i gaden, ikke for at foretage arrestation, heller ikke for at købe "bolcher", næ, såmænd for at hente sin del af fortjenesten!!! Brasiliansk korruption oplevet ved selvsyn. Endnu mere ubehagelig var oplevelsen af politivold på åben gade. To Policia Militar folk kom slæbende med en arrestant, sort, barfodet og fattig forstås. Arrestanten, som sikkert var taget for noget smårapseri, var i håndjern imellem de to politifolk. Politiofficeren til venstre for manden havde med sin højre hånd et fast greb om håndjernene bag arrestantens ryg. Politimanden til højre havde med sin venstre hånd fat i mandens krave, nå ja det hedder vel også på en forreven snavset T-shirt. I sin højre hånd havde politimanden sin stav. Den blev med jævne mellemrum løftet og med et rask sving slået ind på arrestantens maveregion... uprovokeret. Der røg vel nogle ribben på vej til det sted hvor manden virkelig skulle gennembankes. Så sent som i går, midt i det mest befærdede turistområde, havde politiet indfanget 6 unge knægte i 10-15-års alderen med hænderne op mod muren sammenlænket med håndjern. De ventede på transport, vel også for at få bank. Så meget om den del af brasiliansk ungdomspædagogik.
Det er under tyve år siden man i dette land havde militærdiktatur, og i gadebilledet er der ingen tvivl om hvem der har den fysiske magt i landet. Den økonomiske magt ser også ud til at være hvor den altid har været. Men der spores blandt menigmand en optimisme og tiltro til nyvalgte præsident Lula.
Blot må man håbe på tålmodigheden til demokratiets langsommelighed.
Med sejlerhilsen - ph
Salvador 34 Celsius.

270507_Situationsrapport_Trinidad
"The carneval is over"
Karvevalet i Salvador er forlængst forbi. Eir er kommet videre på sin atlantiske rejse, og befinder sig nu i Chaguamaras Bay på Trinidad efter en sørejse på ca. 2800 sømil. dog indlagt et par ugers pause i Sao Luis lidt syd for Amazondeltaet.
Salvadors karneval var ellers en oplevelse af format. Man tager 15-20 blokvogne næsten 30 meter lange, på hver vogn anbringes et kraftværk stort nok til forsyning af en mindre dansk provinsby, herligheden beklædes hele vejen rundt med gigantiske højttalere, øverst på platformen er orkestret med sangere og dansere, der skrues op på fuld lydstyrke, menagen trækkes af enorme lastvogne a la Convoy.

Dette er en brasiliansk "Trio-Electrico" som kan høres på flere kilometers afstand. I næsten fire dage og nætter køres rundt på en ti kilometer rundstrækning ledsaget af en tusinder, ja hundredtusinder af af sambadansende karnevalsdeltagere. Hele bydele er i en slags undtagelsestilstand så længe det varer. Butikkerne er lukket, og facaderne er barrikaderet mod menneskehavets pres. Mange, også det allestedsværende policia militar bærer høreværn mod lydtrykket, der under passage af en trio-electrico ligger nær smertegrænsen. Policia militar var repræsenteret med tre forskellige afdelinger af korpset. Det almindelige PM, normalbevæbnet med små håndvåben og stave, iklædt hjelme og skudsikre veste. Der var indsatsafdelingen iklædt camouflage kampuniformer og stave på på størrelse med baseballkøller. Endelig den såkaldte CHOQUE-patrulje i sorte uniformer og sorte hjelme dekoreret med zigzag lyn, der bragte mindelser om et vist uniformeret korps i 1930-40ernes mellemeuropa. Når choque-patruljerne marcherede i gåsegang tværs gennem menneskemassen var det bare med at flytte sig i en fart, ellers risikerede man et slag med staven eller et direkte knytnæveslag. En helt unødvendig og særdeles ubehagelig agressivitet, af mænd med ansigtsudstryk der nærmest udtrykte en ærgelse over at militærdiktaturet var forbi og det ikke længere var tilladt at rykke neglene af arrestanter under forhør.
Karnevalet i Salvador er ellers folkets karneval i kontrast til karnevalet i Rio og i Sao Paolo, hvor det kommercielle helt har overtaget begivenhederne. I Salvador skal man ikke betale for tilskuerplads til de farverige optog, og i bydelen Pelourinho finder man de mindre parader med nok så originale kostumer og med de afrikanske trommerytmer som musikalsk baggrund. Her er det også familiernes og børnenes karneval. Alt i alt en fascinerende oplevelse, men det var nu også helt rart da det var overstået.
Det lange ophold i Brasilien er nu slut, og Eir er som nævnt i Karibien hvor orkansæsonen står for døren og området skal forlades inden udgangen af juni med kurs mod Azorerne.

Med sejlerhilsen - ph

280507_Tidevand_kviksand_og_vinkekrabber.
Undervejs på Eir¨s rejse fra Salvador til Karibien besøgtes Sao Luis der er hovedstaden i den brasilianske delstat Maranhao i det sydlige amazonas lidt under ækvator.
Sao Luis ligger i deltaet til Rio Anil hvor besejling vanskeliggøres af tidevandsforskellen på over 5 meter, og de mange sandbanker som tørlægges ved lavvande. At det ikke havde været muligt at få opdaterede søkort og tidevandstabeller, og at Eir¨s ankomst foregik efter solnedgang, og så er der altså mørkt på de breddegrader, gjorde ikke sagen nemmere. Men, det siges jo at "lykken står den kække bi"!
Skipperen navigerede ind og over og omkring sandbanker og render og rev med brydende sø ind i smuldt vande på læsiden hvor der da også i mørket kunne anes et par kølbåde for anker, samt lidt uidentificerbart skrammel. Skipper tager bestik af situationen, og i passende afstand og vinkel til de andre både kastes anker, der straks for godt hold. Det var dejligt tænker en træt skipper der i det sidste døgn ikke har fået megen søvn under den ca. 50 sømil lange anduvning i deltaet, hvor der også var en del storskibstrafik til og fra de enorme stål- og aluminiumsindustrier i området ved Itaqui. Nu var det tid for noget føde og så en masse søvn. Men ak nej! Efter en times tid mærkes det ubehagelige bump som fortæller at kølen nu står på bunden, tidevandet er faldende. Der forsøges straks med fuld motorkraft, men nej skuden står hvor den står. Nu begynder tingene at gå stærkt, båden begynder at krænge kraftigt til bagbord, hvordan skal det nu gå?, skipper har pludseligt meget travlt med at sikre alt det løse, at få lukket alle luger og ventiler. I løbet af to og en halv time lå Eir i 45 graders vinkel på en tørlagt sandbanke kun 25 meter fra renden hvor de andre både nok så nydeligt havde vand under kølen. Heldigvis lagde Eir sig pænt og roligt på siden uden skader, og uden vandindtrængen, rejste sig ligeså fint igen da vandet efter 6 timer kom tilbage. Ved daggry flyttedes til sikker position i renden mellem bankerne. Så bortset fra en meget træt skipper, no problemas.

Sao Luis siges at være den eneste brasilianske by der blev grundlagt af franskmændene i 1600-tallet. Byen er da også i den historiske del enestående i sit arkitektoniske udtryk, der nu værnes om med mange restaureringsprojekter. Skipperen der havde besøg fra Salvador af sin Brasilianske veninde oplevede her et kulturelt meget anderledes Brasilien end det hektiske storbyliv i Salvador.
Besværlighederne ved den store tidevandsforskel, hvor tidevandet bestemte hvornår man kunne komme i land, opvejedes lidt af aktiviteten ved lavvande af de lokale fiskere der stadig fisker meget traditionelt. Vinkekrabberne der ved ebbe kommer op af deres huller i kviksandet, og også fuglelivet var fascinerende.
Men nu er Eir altså kommet videre til Karibien efter en let sejlads, hvor de sidste 1450 sømil klaredes på 12 døgn, godt hjulpet nordpå af Guiana-strømmen.

Med sejlerhilsen - ph

290507_Om_leguaner_og andre_dinosaurer
Skipper var i dag til byen, Port of Spain - hovedstaden på Trinidad, for at søge visum til de US-vestindiske øer på den derværende US-ambassade.
Det var han også dagen før i øsende regnvejr, men da var ambassaden lukket p.g.a. anden pinsedag, som ellers ikke markeres på Trinidad. Så nu gik turen igen med en af minibusserne der klarer transporten de ca. 40 minutter det tager at køre 25 km. fra Chaguamaras til Port of Spain. Man prajer blot bussen når den passerer på landevejen, betaler 5 TT-dollers, lidt under 5 danske kroner, læner sig tilbage i sædet, hvis det ellers er muligt i de oftest overfyldte busser. Den flinke chauffør kørte enda en lille omvej, så jeg kom lidt nærmere ambassaden ved ottetiden om morgenen. Udenfor en sideindgang, som visaansøgere er henvist til, var en kø på et halvt hundrede mennesker før mig. Jeg blev af sikkerhedsvagten venligt men utvetydigt henvist bagest i køen. Da jeg efter halvanden time kom ind til sikkerhedscheck og skulle tømme alle lommer, gennem metaldetektor, aflevere kamera, nøgler og mobiltelefon, kom jeg ind i et lokale med et par hundrede andre visaapplikanter. Bliver henvist til en skranke, hvor man via intercom kommunikerer gennem den skudsikre rude, for at henvises til en anden skranke, der henviser til den tredie skranke, der dog lige først skulle besættes med en anden ambassadefunktionær. Skipper fremfører sit ærinde, der lyttes meget høfligt og tilsvarende uengageret, man får en vejledning i at finde en internetcafe og over nettet sende ansøgning, gå på Trinidad-Tobago posthuset og der få udleveret andre blanketter som skal udfyldes og indsendes, gå i banken og indbetale de 600 kr. i ekspeditionsgebyr for at behandle ansøgningen uden garanti for hverken behandlingstid eller for positivt udfald af sagen. Da skipper tre timer senere forlader ambassaden med den besked, som også betød yderlige to ambassadebesøg, var skipper mildt sagt ikke i julehumør.
Hvis det er det amerikanske bureaukratis hensigt, med deres følelseskolde, uhyggeligt korrekte og glat høflige attitude i tilsvarende indrettede lokaler, at afholde ellers USA-positive udlændinge fra at ansøge, så er det lykkedes, endog meget dygtigt. Skipper beslutter nemlig ikke at være del i det cirkus, lade amerikanerne beholde jomfruøerne, som vi jo da også har solgt til dem i 1917.
Gad vide hvorlænge US vil fortsætte denne dinosauerlignende attitude.
Hvis skipper beslutter alligevel at besøge St.Thomas, kan det gøres let og ukompliceret med færge fra Tortola, British Virgin Is., som i forvejen er blandt Eir´s destinationer op gennem Karibien. Det er nemlig kun når man kommer i egen sejlbåd bureaukratiet bliver tungt.
Tilbage i marinaen hos Power Boats i Chaguaramas er der et lille udendørs spisested med billig og god indisk mad. Under måltidet kommer Iguanaer - leguaner ned fra træerne for at tigge en godbid. Underligt og fascinerende at betragte disse væsner, som i millioner af år har overlevet deres fætres, dinosaurernes forsvinden.

Med sejlerhilsen - ph

190607_positionsrapport_SY_EIR_Tortola

Eir er i Vestindien, nærmere bestemt Road Town på Tortola, British Virgin Islands. Efter et par uger i Trinidad, hvor der foretoges en del udbedringer efter den lange rejse fra Brasilien, gik turen videre til Rodney Bay, St.Lucia, hvor opholdet kun varede fire dage inden det sidste ben i Karibien op til Tortola.
St.Lucia virkede ellers som et spændende sted, der godt kunne udforskes yderligere, med spændende natur og geologien der i urtiden er skabt af kraftig vulkansk aktivitet. De utallige større og mindre udslukte vulkankegler vidner herom, og der er da også stadig lidt vulkansk aktivitet enkelte steder. Det opleves også, som om den karibiske kultur og levevis endnu er dominerende på St.Lucia i modsætning til andre områder i Karibien, der mere og mere får præg af turistghettoer i stil med det østlige Middelhav og med Kanarieøerne.
Den udvikling er Eir´s skipper ikke så begejstret for, og da slet ikke når man hele tiden bliver antaget for at være amerikaner med masser af dollars i lommen.
Man burde måske få lavet en T-shirt med teksten "I´m NOT american"!
Men nu skal der provianteres før det lange ben over Atlanten til Azorerne, og et par småting på båden er der jo altid, sammen med grundigt eftersyn af skib og udrustning. Det forventes ordnet i løbet af en uges tid, så der bliver ikke megen tid til at lege turist her på Tortola. Det er der ellers rig lejlighed til med de mange souvenierbutikker der sælger alskens skrammel til amerikanere der kommer med færger fra US Virgin Islands.

Der er også den omstændighed at orkansæsonen står for døren.
De første navngivne tropiske storme har været, de ramte dog ikke dette område. Og netop i disse dage har man fulgt et par tropical waves der ramte sydligere i Karibien, dog uden at anrette skader.
Da jeg meldte min ankomst til marinaen fik jeg beskeden, at hvis der blev storm, skulle jeg forlade havnen, så tømmer man nemlig området for samtlige både.
Som sagt snarlig afgang op til et waypoint lidt øst for Bermuda, og derfra direkte mod Azorerne, ETA primo august, om ellers vejrguderne vil det således.

Med sejlerhilsen - ph

060807_Sargassohav og vulkaner.
Eir har forlængst for nordgående passeret ækvator, passeret nordlige vendekreds på 23,5 N og har dermed igen fået solen i syd. Sydkorset er kommet under kimingen, og Karlsvognen peger igen fra sin vante placering på nattehimlen mod Nordstjernen Stella Polaris, sømandens trofaste vejviser. Det er slut med tropevarmen, tænk nattetempereturen har været helt nede på 21 grader.
Eir ligger nu i havnen i Horta på Faial, en af øerne i Arquipelago dos Acores efter 36 døgns sejlads fra Tortola i Karibien. Det var lang tid for rejsens 2550 sømil. Der skete nemlig det, at skipper fik sat kursen mod øst lidt for tidligt og blev fanget i Azorer-højtrykkets vindstille center, der på det tidspunkt lå lidt mere mod nordvest end vanligt. Det gjorde at Eir avancerede meget langsomt, men gav også oplevelsen af helt vindstille og havblik med 5000 meter vand under kølen. Nogle delfiner og en stor leatherback havskildpadde kom også forbi, samt masser af fantastiske sol op- og nedgange, mens flader af flydende sargassotang brød vandfladen.
I Horta er man ved at klargøre til den årlige sejleruge "Semanja do Mar" (havets uge) hvor der ventes stort rykind i havnen. Man bliver og deltager når der festes i gaden.
Området er meget smukt med frisk grøn vegetation på de vulkanske bjergsider. Fra Eir´s cockpit er der udsigt til naboøen Pico med den 3000 meter høje vulkan af samme navn, imponerende og betagende.
Azorerne er Portugisisk område, og der tales portugisisk, men udtalen afviger fra fastlands-portugisisk og også fra brasiliansk portugisisk, som skipper tilegnede sig lidt af under det lange ophold i Brasilien. Alligevel har den sprogtræning vist sig nyttig og brugbar, omend mange af de lokale taler udmærket engelsk.
Selv om Eir gennemførte rejsen fra Karibien uden alvorlige skader, er der trods alt mange mindre ting, som skal udbedres inden rejsens næste ben mod Kinsale i Irland, så opholdet i Horta forventes at vare et par uger.
Der skal også være lidt tid til at lege turist.

Med sejlerhilsen - ph

070907_Positionsmelding fra SY EIR_kinsale_irland
I anticyklones øje...
Ja, jeg ved ikke rigtigt hvad der sker. Men EIR, eller er det skipperen, der tilsyneladende har en evne til at være midt i højtrykkenes centre.
Under passagen fra Karibien til Azorerne kom Eir i laaanng tid til at befinde sig i et stort højtrykscenter uden vind. Og uden vind kommer en sejlbåd som bekendt ikke ret langt, ihvertfald ikke ret hurtigt. Noget tilsvarende skete undervejs fra Azorerne til Irland. Eir kom igen i et højtrykscenter uden vind, og højtrykket fulgte Eir stabilt med kurs og fart mod Kinsale, hvor Eir nu ligger og soler sig i dejligt varmt højtryksvejr.


Undervejs hertil kom nogle skader, små revner langs agterliget i det nye brasilianske forsejl. En kapabel lokal sejlmager har dog ordnet problemet. Andre småting er også ved at være klaret, så i løbet af få dage afgår Eir med kurs mod Bangor i Nordirland. En sejlads på 2-3 døgn, hvorefter det går mod Skotland og Caledonia kanalen.
Med sejlerhilsen - ph

210907_SY_EIR_positionsraport_Oban
Efterårsjævndøgn i Skotland.
Eir har forladt Irland. Efter et kort ophold i Bangor nær Belfast i Nordirland, krydsedes det irske hav i hårdt vejr og megen storskibstrafik, ikke megen søvn den nat. Weatherforecast havde ellers lovet at vinden ville lægge sig omkring midnat. Måske vejrguderne ikke havde hørt vejrudsigten fra HM Coastguard den dag. På disse kanter er man også afhængig af det kraftige tidevand. derfor var valgt sen afgang fra Bangor. Vinden med hastighed på over 30 knob flovede dog lidt ud på morgenen, hvor Eir senere på dagen kastede anker i "The lowlandman´s bay" på østsiden af øen Jura i vestskotland.
Der planlagdes afgang med tidevandet næste morgen kl.0600 mod Oban, hvor det berygtede farvand inden for Gulf of Corryvreckan skulle passeres. Her siger søkortet ikke blot strong tidal streams, men DANGEROUS Tidal Streams og malstrøm, så man skal passere på ret tidspunkt for at undgå de kraftige overfalls, der kan opstå når vind og tidevandsstrøm arbejder mod hinanden. Tidligt om morgenen var Eir og skipper klar til afgang. Motoren kørte og ankeret skulle op. Så kom problemerne... først strejkede ankerspillet, så er der jo kun et at gøre - bruge håndkraft. Det lader sig også gøre, selv med et tungt anker og med alle 50meter kæde ude. Men når ankeret samtidig havde fat i store mængder af kelp, nogle genstridige træagtige undervandsplanter, så kompliceredes sagen jo lidt, endvidere havde kæden også filtret sig godt ind i stadset, men efter treenhalv times hårdt manuelt arbejde (føj) kom Eir endelig afsted.

Forsinkelsen gav stadig fin sejlads i frisk vind indenfor Corryvreckan og Scarba, men længere oppe i Firth of Lorne opleves 2meters overfalls inden det beskyttede farvand Kerrera Sound ved Oban.
Her hviles et par dage inden det sidste ben op mod Caledonia-kanalen. Kanalpassagen med de mange sluser over mod Inverness klares på under en uge, og så er der sluttelig nordsøpassagen tilbage.
ETA DK primo oktober.
Med sejserhilsen - ph


14.997 nautiske mil - 27.775 km solosejlads

- ph