S/Y Eir sommertogt 2003 (Part 1)

Limfjorden - Torshavn
...singlehand non-stop

I en af tv-filmene fra Nordkaperens rejser har man netop passeret Panama kanalen, da Troels Kløvedal siger: "Så, nu er vi i Stillehavet".

Følelsen er vel den samme, da jeg i min Great Dane 28 "EIR", efter en rolig sejlads over Nissum Bredning og gennem Thyborøn kanal, passerer den sidste røde bøje i Limfjorden, og højlydt udbryder: "Så, nu er jeg i Vesterhavet". Det er søndag d. 29.juni 2003 præcis kl. 1200.

Lidt mere format over tingene er der jo nok, da jeg fire døgn senere efter en solid kuling i Nordsøen og passage gennem Fair Isle Channel mellem Orkney og Shetland kan sige: "Så, nu er jeg i Nordatlanten".

Om det var det, som udløste yderligere tyve timers kuling på den videre færd mod nordvest er uvist, men hvilken befrielse er det dog, når vinden over nogle få timer lægger sig til helt stille og havblik på over tusind meters vanddybde mellem Shetland og Færøerne.

I denne næsten uvirkelige stilhed får jeg selskab af flere hundrede søfugle, flest mallemuk eller havhest som færingerne kalder den, men også de majestætiske suler, dog på mere adstadig afstand. Der bliver så mulighed for noget søvn og for det første varme måltid på åbent hav.

Natten forinden fulgtes den efterhånden vante vagtrutine med udkik, stille køkkenuret på tyve minutter, lidt søvn, uret ringer, udkik, stille køkkenuret på tyve minutter, lidt søvn, uret ringer, udkik, osv.osv.
Et system der efterhånden fungerer udmærket.
Kun når der er trafik, fiskeri eller offshore installationer bliver vagterne lidt længere.

Overraskelsen kom den nat.
Ved de foregående vagter havde jeg haft universet helt for mig selv, men da uret ringer ved 22-tiden bliver jeg mildt sagt forbløffet. Ret forude, over en vinkel nær 60 grader, ligger noget der minder om en mellemting mellem Disneyland og Månebase Alpha!!! Det er et gigantisk olie- og gas-explorations foretagende, som omfatter adskillige mobile boreplatforme, undersøgelsesfartøjer, supplybåde, samt controller og afviserfartøjer, der ligger her nord for Shetland på kanten af fastlandssoklen. Jeg ændrer kursen lidt til bagbord, og bliver efter midnat kaldt på VHF'en fra et controller-fartøj og bedt om identifikation, last port of call, destination og ETA, afsluttet på klingende skotsk med et høfligt "Good morning Sir" og fortsat god rejse. Passagen varer 4.5 time.




Nætterne på de nordlige breddegrader er lyse om sommeren.

Søndag morgen ved tre-tiden på ugedagen efter afsejlingen fra Danmark, viser sig i kimingen mod NW en skyformation som tiltrækker sig opmærksomhed. Da den gennem nogen tid næsten ikke ændrer sig, slår jeg op i Den Færøske Lods og ser på landtoninger, jo sandelig, det er Akraberg.
Første landkending i syv døgn, målet er snart nået.



Nu skifter silhuetterne konstant.

...


Ind og ud af de skiftende vejrfænomener forårsaget af golfstrømmens møde med det Færøske grundfjeld kommer Suderø, Lille Dimon, Store Dimon, Skuø, Sandø, Hestur, Strømø, Nolsø... og så kom regnen. Søfuglene bliver mange, og forskellige. De små kluntede søpapegøjer er ganske underholdende. Regn og tågedis skifter på vej ind i det strømfyldte farvand ud for Strømø, og i øsende regn anduves Torshavn.

Kl.1530 efter godt syv døgn og 697 sømil fortøjes EIR i den lille havn ved Kongebroen på nordøstsiden af Tinganæs.



Part 1 - Part 2 - Part 3 - Part 4 - Part 5 - Part 6 - Part 7

Home